5-ÅRS KRONISK TYKTARMSBETÆNDELSE PÅ RETUR!

Som 25-årig fik jeg konstateret colitis ulcerosa. De følgende fem år blev en konstant kamp mod symptomerne, som dag for dag gjorde mig mere og mere svag.

Colitis ulcerosa kaldes på dansk blodig tyktarmsbetændelse og hører til gruppen af autoimmune sygdomme, hvor ens immunforsvar angriber kroppens raske celler, i dette tilfælde tyktarmen.

Lægevidenskaben ved endnu ikke særlig meget om årsagen til colitis ulcerosa og der er ingen lægevidenskabelig anerkendt måde at kurere den på.

De konventionelle behandlingsmetoder bærer præg af at slukke ildebranden, når den er der, men der er ingen forbyggende behandling eller nogen permanent løsning.

I fem år havde jeg hver dag blodigt diare, som jeg ikke havde kontrol over og derfor var nødt til altid at være indenfor to minutters rækkevidde af et toilet. Dette var en kæmpe stressfaktor, fordi al min færden skulle planlægges.

En shoppingtur blev bestemt af, hvor jeg kunne få let adgang til toiletter, fx hvilke caféer, der gerne ville låne deres toilet ud til folk, som ikke var kunder. Det betød fx også, at jeg ikke kunne gå til privatfester, fordi tanken om rigtig mange mennesker proppet ind i en lille lejlighed med kun ét toilet, var stressende nok til at jeg netop skulle på wc hele tiden.

Derudover var der mavesmerterne, der mest af alt kan beskrives, som at blive sprættet op indefra med en kniv. Udmattelsen var også en tro følgesvend, der gjorde indkøb, rengøring og fysisk aktivitet til den helt store udfordring på dagen.

Samtidig havde jeg et hav af forkølelser, halsbetændelser og andre infektionstilstande, som konsekvens af mit nedslidte immunforsvar. På et tidspunkt havde jeg  i løbet af et par måneder mistet så meget blod af min sygdom, at min blodprocent var 3,7% (den normale ligger for menstruerende kvinder omkring 7,5%). I det halve år kunne jeg ikke andet end at ligge på sofaen.

Ud over de tydelige fysiske symptomer er det også en stor psykisk belastning at være kronisk syg og ikke kunne stole på ens egen ydeevne. Hver gang jeg sagde ja tak til at deltage i et arrangement, var der altid et uudtalt: ”Hvis jeg altså har kræfter nok til det den dag”.

Det ramte mig meget, at jeg måske aldrig ville blive i stand til at have et reelt job, men skulle komme i fleksjob (hvilket man kan kæmpe længe med kommunen om) og derfor ikke ville have råd til at modtage de behandlinger jeg havde brug for.

Når man har kroniske smerter, har man brug for at få tilført energi til kroppen ved fx zoneterapi, massage eller healing og det er der ikke penge til, når man er blandt samfundets svageste. Ligeledes ramte det mig, at jeg var så udmattet, at jeg ikke havde lyst til at få børn. Det føltes som en straf at skulle have et lille væsen med mange behov, som jeg langt hen af vejen skulle dække.

Det er normalt, når man lider af colitis ulcerosa, at sygdommen kommer i udbrud og så bliver behandlet medicinsk typisk med prednisolon. Mit store uheld var, at jeg ikke kunne tåle det eller nogle af de andre præparater vi forsøgte os med. Derfor gik jeg stort set ubehandlet med mig sygdom indtil jeg efter 5 år blev indlagt og stod til at skulle have fjernet den inflammatoriske del af tyktarmen og efterfølgende skulle have en stomipose.

Jeg var lamslået og kunne ikke forholde mig til at i en alder af 30 at skulle gå rundt med en pose med afføring på maven. Hvad sker der så med sexlivet og hvad med kvindeligheden, selvfølelsen, tøjet og parforholdet?

Jeg var i chok. Til mit store held hev hospitalets læger en ældre type af medicin frem, som var blevet erstattet af en ny type medicin og denne havde jeg en god reaktion på og har taget lige siden. Medicinen tog de værste blødninger og jeg kunne tage hjem uden en stomipose og det var jeg lykkelig over. Jeg gav medicinen seks måneder til at virke, men jeg havde det fortsat ikke godt.

I løbet af de fem år jeg havde været syg, havde jeg opsøgt hjælp uden for det konventionelle behandlingssystem bl.a. havde jeg gået i behandling i to år hos en tysk læge med speciale i toxologi. Der var mistanke om, at jeg var syg pga. tungmetalsforgiftning.

Lægen arbejdede med homøopati og udrensede mig for en række tungmetaller og antibiotika. De første seks måneder jeg gik i behandling hos hende var det med god effekt og jeg fik det bedre, men så begyndte jeg at blive dårlig igen.

Yderligere havde jeg en masse fødevareintolerancer og havde længe haft fokus på at leve i overensstemmelse med dem og leve økologisk. Samt at undgå miljøgifte fra plejeprodukter, rengøringsmidler, køkkengrej, kemikalier i tøj osv.

Alt sammen havde ingen afgørende betydning i mit symptombillede.

Endelig besluttede jeg mig for snart to år siden at starte i behandling hos Umahro. Han satte mig på hulemandskost og jeg startede med at tage tilskud med stærk D-vitamin, fordøjelses enzymer, anti-inflammatoriske urter, stærk multivitamin, mælkesyrerbakterier og butyrat.

Jeg fik det hurtigt bedre og nu to år efter, er jeg fortsat i bedring med den samme behandling. Jeg har en følelse af at min krop har været så nedslidt, at den har brug for lang tid til at hele i dybden og jeg kan mærke, at jeg måned for måned bliver stadig mere robust.

Jeg har i perioden efter jeg startede hos Umahro kunne arbejde 20-30 timer om ugen uden at blive syg og det er noget helt nyt for mig. Samtidig har jeg de sidste fem måneder rejst verden tynd og er på trods af det stadig i bedring.

Jeg er ikke 100% rask endnu, men jeg føler mig rask og stærk. Skulle jeg ikke blive helt rask af denne behandling, har Umahro og jeg planer for et videre behandlingsforløb og det er meget betryggende at vide, at min eneste måde at blive ”rask” på ikke længere er en stomipose, men en naturlig behandling som heler mig indefra og giver mig ny energi.